Af Henning Madsen Naturvejleder i Vildmandsforeningen
En kort beskrivelse af Det Sydfynske Øhav og Sydfynske landskab samt istiden i Danmark.
Det Sydfynske Øhav er på verdensplan unikt. Dets øer er toppe af morænebakker i et nu druknet morænelandskab, eller de består af sand, grus og sten aflejret af havets strøm, bølger og is. Et tilsvarende druknet morænelandskab findes ikke andre steder i verden! Havbunden i dag er de lavere liggende dale og landområder, søer, moser samt floddale, som udgjorde resten af landskabet efter sidste istid. Morænelandskabet er formet af is, vind og vand under sidste istid, og jorden består af en blanding af sten, grus, sand og ler, hvor det øverste lag senere er omdannet til muldjord. Flere åer afvander det Sydfynske område. Syltemae Å, har sit udspring i Sørup Sø, og løber videre gennem Nielstrup Sø, Hvidkilde Sø og Ollerup Sø. Åen løber i bunden at Syltemae Ådal som er en tunneldal. Åen har gennem årene flere steder givet ådalen en meget fin v-formet profil. Åen har også aflejret store mængder sedimenter i ådalen, og disse har gjort dalbunden flad. Åen har gennem tiderne ændret sit løb flere gange. Dette har skabt de hesteskoformede søer i ådalen. Syltemae Å har sit udløb i øhavet umiddelbart vest for Ballen Lystbådehavn. Hundstrup Å har sit udløb i øhavet ved landsbyen Fjellebroen, og Vejstrup Å har sit udløb i øhavet syd for Elsehoved, en lav klint på Østfyn syd for Lundeborg. Vejstrup Ådal er også en tunneldal. Åen løber i bunden af dalen, og den har ligeledes givet dalen en v-formet profil og flad bund. Egebjerg Bakker, mellem Ollerup og Stenstrup, er en randmoræne, som isen skubbede op under et af de seneste isfremstød. Disse randmorænebakker dannede senere den sydlige afgrænsning for Stenstrup Issø, som var en stor sø i den sidste periode af den sidste istid. Isen, som på det tidspunkt dækkede det meste af Fyn, dannede søens vestlige, nordlige og østlige afgrænsninger. På søens bund aflejredes ler, som i en lang periode senere dannede baggrund for flere teglværkers produktion af mursten, tagsten m.m. I kanten af søen, hvor vandet løb ind i søen fra isen, aflejredes sand og grus. Disse råstoffer blev senere udgravet blandt andet i Sellebjerg Grusgrav. I dag er der kun ét teglværk tilbage, og Sellebjerg Grusgrav er blevet til fyldplads. I Egebjerg Bakker finder man Rødme Svinehaver, som er et unikt område, idet det aldrig nogen sinde har været opdyrket. Det har været brugt til græsning for forskellige husdyr. I området findes en lille højmose og en lille sø, og området byder på et rigt varieret plante- og insektliv.
Der findes flere mere eller mindre markante klinter ud til øhavet. Ballen Klint består af moræneler, som isen under sidste istid skubbede sammen til en bakke. Senere, da vandstanden i havene var steget, eroderede havet sig ind i bakken og skabte den lodrette profil. Omtrent midt i klinten kan ses et mørkt lag. Dette stammer fra bunden af en mose, som lå der i mellemistiden før den sidste istid. En anden markant klint ses i dag på Drejøs nordvestlige spids, Drejø Skov. Her lå engang et teglværk, hvor man udnyttede leret til mursten m.m. Andre klinter findes på Korshavn, som er den sydøstlige del af Avernakø, samt på Lyø, Ærø og Langeland.
Markante odder og rev rager flere steder ud i øhavet, og på flere af øerne findes markante drag eller ”drej”. Drejø har fået sit navn efter den landtange, det drag, som forbinder Drejø Skov med selve Drejø. Af andre odder eller rev kan nævnes Maegårds Odde ved Skårup Øre på Fyn, som er en krum-odde, og Thurø Rev på Thurø, som er et vinkelforland. Ved et vinkelforland transporterer strømmen i vandet materiale mod spidsen fra begge sider, og ved en krum-odde har vandet kun én primær aflejringsretning mod spidsen. På alle øerne findes rev og/eller drag. Sidste istid kaldes for Weichsel Istid og varede fra for ca. 115.000 år siden til for ca. 13.000 år siden. En periode på lidt mere end 100.000 år. Før denne periode havde vi Eem Mellemistid, en klimatisk mild periode, som varede fra for ca. 130.000 år siden til for ca. 115.000 år siden. En periode på ca. 15.000 år. Før denne periode havde vi Saale Istid som varede fra for ca. 385.000 år siden til for ca.130.000 år siden. En periode på ca. 255.000 år. I Saale Istid var meget store dele af hele den nordlige halvkugle dækket af is, og hele Danmark var således isdækket. I Weichsel Istid var kun en mindre del af den nordlige halvkugle dækket af is. I Danmark var den vestlige del af Jylland ikke isdækket. I dette område, som strækker sig fra Bovbjerg på Vestkysten til Viborg i Midtjylland og derfra sydpå til syd for grænsen til Tyskland, består landskabet af hedeslette med spredte bakkeøer. Det område hvor isen nåede til, og således havde en kant, som fik tilført materiale fra isen, men ikke rykkede sig, kaldes for Den Jyske Højderyg. Denne højderyg danner vandskel, hvilket vil sige, at vand fra dette område enten løber mod vest eller mod øst. To af Jyllands store åer udspringer i dette område ved Tinnet Krat kun et par hundrede meter fra hinanden. Skjern Å løber mod vest og Guden Å løber mod øst. Åerne danner markante dale i landskabet både i hedesletten mod vest og i morænelandskabet mod øst. Hedesletten vest for højderyggen består af sand. Dette sand er aflejret af de vandstrømme, som løb væk fra isen mod vest. Bakkeøerne er toppe af morænebakker dannet i saale istiden. Bakkeøernes top er flad, da jordflydning i afsmeltningstiden udjævnede de mindre bakker. Vandstrømmene under isen dannede dybe dale i landskabet mod øst. Disse dale kaldes tunneldale, og de findes i dag i store dele af Østjylland. Morænelandskabet øst for højderyggen består af en blanding af ler, sand, grus og sten. I de øverste lag af landskaberne har planter og orme m.m. dannet overfladejordens muldlag. Før Saale istid havde vi en mellemistid kaldet Holsten Mellemistid. Denne periode var på ca. 30.000 år. Gennem de sidste ca. 500.000 år har dele af jorden været dækket af is i meget længere tid end den tid, hvor jorden har haft mindre isdækker som dem, vi kender nu. Det er isen i de polare områder og Grønlands indlandsis samt gletsjere rundt omkring i verden. Der vil utvivlsomt komme istider igen. Vi lever altså nu i en mellemistid, som foreløbig har varet i ca. 13.000 år. Den sidste mellemistid fra ca. 130.000 år siden til ca. 115.000 år siden kaldet Eem Mellemistid varede som tidligere skrevet ca. 15.000 år!
Det Sydfynske Øhav afgrænses af øer, som alle er beboet. Langeland mod øst og Ærø, Avernakø og Lyø mod syd og vest samt Fyn mod nord. Øvrige beboede øer (helårs eller kun sommer) er Thurø, Tåsinge, Siø, Strynø, Strynø Kalv, Halmø, Birkholm, Hjortø, Hjælmshoved, Drejø, Skarø, Svelmø samt Bjørnø. Af ubeboede øer og holme findes Vogterholm, Bondeholm, Grensholm, Bredholm, Græsholm, Storeholm, Lindholm, Langholmshoved, Langholm, Store Egholm, Lille Egholm, Nyland, Lilleø, Dejrø, Grydeholm, Vibeholm, Lille Danmark, Græsholm og Flæskholm. I alt 38 øer og holme.
Den sidste istid begyndte for ca. 115.000 år siden og sluttede i Danmark for ca. 13.000 år siden. Det var langt fra i hele perioden, at området var dækket af eller påvirket af istidens gletsjere, men det var isen og vandstrømme under isen og foran isen, som formede landskabet, og det var smeltevandets strømme og senere floder og søer, som til sidst skabte de dybe områder og smalle render, som i dag udgør Det Sydfynske Øhavs dybeste områder. Svendborg Sund er en tunneldal, det vil sige en dal, som er skabt af rindende vand under isen. Senere har en smeltevandsflod gravet sig yderligere ned i dalbunden. På Lyø findes der to tunneldale, som i dag indeholder moseområder. ”Skansen” på Tåsinge, den lyse klint overfor Svendborg Havn på Vindeby Øre, Tåsinges nordlige spids, er resterne af en ås, som havet senere har eroderet sig ind i. En ås består af grus, sand og ler, som er aflejret af rindende vand i en sprække i isen. Da isen smeltede, blev dette materiale stående som en lang og smal bakke i landskabet. Her finder vi på Sydfyn for eksempel Egense Ås. Andre bakker, som består af lignende materialer, der er aflejret i mindre søer i isen, står i dag i landskabet som cirkelrunde, bowlerhat-formede bakker, idet søerne i isen fik en cirkelrund form på grund af jordens rotation. Det er de mange Hatbakker, som findes på Langeland. De dybeste områder i øhavet, med dybder ned til ca. 20 – 26 meter, findes i områder nordvest og nordøst for Lyø, området mellem den nordlige del af Ærø og Avernakø samt ”Torskehullet”, eller måske nu ”Færgehullet”, sydvest for Ballen Lystbådehavn. Hvor Svendborg Sund munder ud i øhavet er de dybeste områder ned til 16 -17 meter. Øhavet i øvrigt er præget af beskedne vanddybder ned til ca. 3 – 6 meter. I Mørkedybet mellem Birkholm og Store Egholm dog også ned til ca. 18 meter. Andre naturlige render findes flere steder i Svendborg Sund blandt andet i farvandet mellem Thurø og Tåsinge, Knudedybet sydvest og syd for Tåsinge samt Mølledybet ved Ærøskøbing. Højestene Løb nord for Hjortø er en gravet rende, ligesom der findes gravede render ind til Marstal på Ærø samt til havnene på flere af de mindre øer. ”Torskehullet”, hvor færgen Ærøsund blev sænket i 2014, er et dødishul. Et dødishul er en fordybning i landskabet, hvor der i forbindelse med isens afsmeltning ved sidste istids slutning blev aflejret en stor isklump, som efterfølgende blev dækket af sand, grus og ler. Denne overdækning forsinkede afsmeltningen, og isklumpens vægt skabte en fordybning i landskabet. ”Torskehullets” facon, langt og smalt orienteret øst – vest, passer med isens bevægelsesretning fra øst mod vest i området i den sidste fase af istidens sidste fremrykningsperiode, og dybden i hullet er i dag er ca. 22 meter. Tidligere fandtes mange store sten og stenrev i Det Sydfynske Øhav, men disse er typisk fisket op af stenfiskere, og er blevet brugt til bygning af havnemoler m.m. Der findes dog stadig mange steder meget store sten i øhavet, så man skal flere steder sejle med stor forsigtighed. Blandt andet ud for Præstens Skov lige vest for Syltemae Å’s udløb ligger der en meget stor sten under vandet ikke ret langt fra kysten. Man kan stå på den, når man er ude at bade. Den sænkede færge Ærøsund vil med tiden udgøre ”et kunstigt rev”, som vil skabe gode skjul og opvækstvilkår for fisk, krebsdyr, søanemoner og andre livsformer.
I takt med isens afsmeltning på grund af stigende temperatur indvandrede planter og dyr igen langsomt til Danmark. De første plantearter har været dem, vi i dag kender fra tundraen i Arktis som for eksempel græsser, mosser, laver, rypelyng, dværgpil og birk. De første mindre pattedyr har været gnavere som for eksempel lemming og hare. Græssende dyr som rensdyr, saiga antilope, uldhåret næsehorn og mammut fulgte efter, og efter disse fulgte også rovdyr som ulv, bjørn, jærv. Senere, da klimaet gradvis blev endnu mildere, kom urokse, vildhest, bæver, elg, kronhjort, dådyr og rådyr. (Ikke alle dyrearter eller plantearter nævnes her). Forskellige fugle er naturligvis også kommet til landet. I begyndelsen sikkert snespurv og andre mindre spurvefugle samt gæs, ænder, vadefugle, måger og terner. Rovfugle som ørne, falke og høge er også kommet, og i den varmeste periode har krøltoppet pelikan været almindelig at finde ved kysterne i landet. Efterhånden som temperaturen steg, blev landet langsomt næsten helt skovdækket, og Det Sydfynske Øhavs landskab har således været dækket af skov med søer, moser og floder i de laveste områder.
Et stort isskjold dækkede næsten hele Nordamerika og Canada. Dette isskjold smeltede lang tid senere, flere hundrede år senere, end isen i Danmark. Ved denne smeltning steg vandstanden i verdenshavene, og havet trængte ind i alle lave områder også i området her. De lavtliggende landområder blev dækket af hav, og kun toppen af bakkerne stak op. Det Sydfynske Øhav blev skabt.
På grund af isens vægt under istiden blev landmasserne trykket ned. Da isen smeltede, begyndte landet igen langsomt at hæve sig. På grund af Danmarks beliggenhed hæver landet sig stadig i nogle dele af Danmark, mens andre dele af Danmark sænker sig. Det meste af Fyn, det Sydfynske Øhav og det sydlige Jylland sænker sig ganske langsomt med cirka en millimeter om året. Vi vil, også af denne grund, opleve at vandstanden stiger her i området. Når man sejler i Det Sydfynske Øhav, kan man stadig på havbunden enkelte steder, for eksempel ved Strynø, finde rester af de skove og moser, som var i området, før havet steg. Man kan også finde rester af bopladser og andre spor fra de mennesker, som levede her efter istiden før havspejlet steg.
I Jægerstenalderen for ca. 13.000 år siden indvandrede de første mennesker på jagt efter dyrene, som kom til landområderne i takt med isens gradvise tilbagesmeltning. I vores område kan man finde spor fra dem i form af bopladser, som tidligere skrevet, også under havets overflade, for eksempel ved Ærøskøbing. Vi finder det i form af køkkenmøddinger, flintflækker og flintredskaber som skrabere, økser og pilespidser. Menneskers spor fra Bondestenalder, Vikingetid og øvrige perioder op til vor tid må man læse om andre steder.
Er man interesseret i fiktive fortællinger inspireret af fakta kan jeg anbefale at læse Ib Ivar Dahls ”Øhavsfortælling”, forlaget Klim. Vil man læse om mennesker og deres livsvilkår på øerne i Det Sydfynske Øhav i begyndelsen af nittenhundredetallet, kan jeg varmt anbefale at læse Akton Friis ”De Danskes Øer” med illustrationer af ”Kertemindemaleren” Johannes Larsen og forfatteren selv, Grafisk Forlag. Mange andre forfattere, for eksempel Poul Henrik Harritz, har ligeledes skrevet om mennesker, flora og fauna i det Sydfynske område.
