Noget om sten – flint

Af Henning Madsen                                                                                                               Naturvejleder i Vildmandsforeningen

I Danmark kan vi finde rigtig meget flint. De første mennesker herhjemme brugte flint til at lave redskaber og våben af. Når flint bliver slået i stykker eller springer, dannes der “muslingeformede” brud med skarpe kanter. Flint dannes ganske langsomt atom for atom i kridt- eller kalklag. Vi kan derfor finde mange velbevarede forsteninger af skaller af søpindsvin eller blæksprutter (vættelys) udfyldt af flint. Flint består af kvarts og dannes under en kemisk proces i kalk ved gennemsivning af vand. Den kemiske proces vil jeg ikke skrive om her, men i processen indgår et mineral, som kaldes opal (ikke smykkestenen opal). For at flint kan dannes, skal flere betingelser være opfyldt: Der skal være opal til stede, og det skal foregå i et basisk miljø. Kalk er en base. Kiselsvampe er en primitiv dyregruppe, som levede på bunden af havet i kridttiden fra for cirka 100 millioner år til for cirka 60 millioner år siden. Kiselsvampe havde skeletter af opal. Opalen opløstes i vand, og flint kunne dannes. Flint kan findes i flere forskellige farvevarianter, og farverne kan for eksempel stamme fra iltede jernforbindelser (rust) og give flint den rødbrune farve. Det hvide lag på flint er oftest ikke kalk. Det er opal. Flint i sig selv er grå eller sort.