Noget om sten – granit og basalt

Af Henning Madsen                                                                                                     Naturvejleder i Vildmandsforeningen

Når vi er på tur i Vildmandsforeningen danser vi af og til Granitdans. Det er en dans, jeg i sin tid selv fandt på for at lære mine studerende om mineralerne i granitsten.                         Der findes mange forskellige typer af sten. Jeg vil her kun nævne fire af dem: Basaltsten, granitsten, flintesten og sandsten. Her vil jeg skrive lidt om granit og basalt.                 Granit og basalt er bjergarter, som findes stort set alle steder på jordkloden. Granit er vulkansk magma/lava, som er størknet under langsom afkøling dybt nede i jorden. På grund af den langsomme afkøling når mineralerne at samle sig i store klumper eller korn. Hvis magma/lava størkner hurtigt, for eksempel under vand eller på jordoverfladen, når mineralerne ikke at samle sig i større korn. Der dannes en mørk og ensartet struktur i stenen – basalt. Granit og basalt består  derfor af de samme mineraler.                           Vores grundfjeld består af granit, og vi ser oftest granit i to forskellige farver. En rødbrun granit og en grå granit. Mineralerne i granit er feldspat, kvarts og glimmer samt eventuelt andre mørke mineraler som amfiboler og pyroxener. De to sidstnævnte vil jeg ikke skrive om her. Den rødbrune granit har sin farve fra feldspattypen kalifeldspat, og den grå granit har sin farve fra feldspattypen plagioklas. Dette er skrevet særdeles forenklet, da jeg ikke her vil gå i detaljer med mineralernes kemiske formler. De største mineralkorn i en granitsten, som giver granitten sin farve, er oftest af feldspat, og de mindre mineralkorn er af kvarts og glimmer. Mineralet kvarts ser glasagtigt eller gråt ud, og mineralet glimmer er sort/mørkt. Det hårdeste mineral i granit er kvarts. Feldspat er lidt mindre hårdt, og glimmer er det blødeste. Når man finder en granitsten, er der derfor næsten altid hulninger ind i stenen, der hvor de sorte mineralkorn af glimmer sidder. De gråhvide eller glasagtige mineralkorn af kvarts kan stikke lidt ud fra overfladen, og feldspatoverfladen kan af og til danne nogle plane flader, som kan genspejle solens lys. Når feldspat går i stykker sker det nemlig i vinklede brud, hvorfor der kan opstå plane flader. Granit nedbrydes relativt langsomt, og bliver til sidst til sand. Sandet består hovedsalig af kvarts, da dette er det hårdeste, og derfor er vores strandsand herhjemme lyst. Glimmer “forsvinder”og feldspat nedbrydes til ler (kaolin). Hvis granit efter sin dannelse igen bliver udsat for stort tryk og varme, kan mineralerne i granitten samle sig i bånd eller striber af samme mineral. Så kaldes det for gnejs.                                                                                           Når vi danser granitdans, som er en trampedans, tager vi hinanden i armkrog og danner en cirkel. Først tramper vi to skridt i den ene retning og siger/råber i kor “feldspat – feldspat”. Så tramper vi to trin i den anden  retning og siger/råber i kor “kvarts og glimmer”. Dette gentages 2 gange. Den 3. gang tramper vi igen i to forskellige retninger og siger/råber i kor “feldspat – feldspat – kvarts og glimmer og fortsætter derefter i den sidste eller i den modsatte retning i en hoppende, længere galop og siger/råber “og andre mørke mineraler”!