Noget om fugle – pibeand/brunnakke

Af Henning Madsen                                                                                                                           Naturvejleder i Vildmandsforeningen

Pibeanden har mange forskellige “kælenavne”. Den kaldes i vores område for brunnakke, og på Birkholm og de andre Sydfynske øer kaldes den for rødnakke. På Mandø i vadehavet kaldes de for smænd. Pibeanden er en mellemstor svømmeand, som kommer gennem vores område på træk om efteråret og om foråret. Pibeanden yngler fortrinsvis i det nordlige Rusland ved tajgaens floder og søer. Der er dog forlydender om, at den måske er begyndt at yngle herhjemme. Den trækker om efteråret mod syd, og kommer i relativt stort antal gennem vores område på vej mod det danske, tyske og hollandske vadehavsområde. Om foråret går trækket den modsatte vej. Pibeanden kendes på sit relativt runde hoved med stejl pande og et lysegråt næb med sort spids. Næbet er højt ved panden. Pibeanden spiser græs ligesom gæs. Hannen har hvid bug og halsen er brun. På vingernes overside er der et stort hvidt felt og et grønt spejl. I yngledragten er hannens hoved brunt med gule/gyldne fjer i panden. Hannens sider er lysegrå og gumpen er sort med et bredt hvidt bånd foran. Hunnen er mindre prangende i farverne men ligner ellers hannen. Dog fremtræder hun langt mere brunlig og grålig meleret. Det er alene hunnen, som ruger på æggene på reden, og derfor er hendes farver mere camouflageprægede. Så snart ungerne er kommet ud af æggene og er tørre, forlader de reden sammen med hunnen, og søger mod vand. Hannen parre sig med flest mulig hunner, og deltager ikke i yngelplejen. Begge køn har et meget karakteristisk fløjtende kald.